C-MOST modellen

C-MOST Modellen udgør en ramme til at forstå og styre virksomhedens udfordringer og muligheder set i et netværksperspektiv. C-MOST forudsætter at virksomheden er afhængig af et bestemt netværk og de relationer virksomheden har til andre aktører her indenfor. Virksomheden har indflydelse på disse relationer, men ikke ubetinget kontrol eller komplet påvirkningsgrad af dem. Værktøjet kan øge sandsynligheden for at virksomheden performer og rammer et match mellem kapabilitet i organisationen og de muligheder, der kan opdyrkes og skabes i markedet.
Opsat på en formel skrives modellen på følgende måde: P = f(C,M,OS,T). I figuren er performance (P) en funktion (f) af fire variable: C= Capabilities; M= Motivation; OS= Oportunity Structure og T= Timing.
Modellen kan dermed defineres som en funktion (f) på følgende måde:
P = f (C, M, OS, T).

 C-most

C-MOST modellen er udviklet af Hedaa og Geersbro (2006). Vi har her sat den op i en cyklisk variant.

Uddybning af modellens faktorer

Performance: Præstation, nå et mål eller resultatskabelse. Ydermere omhandler punktet effektivitet, ressourceforbrug ift. at opfylde målsætningen.

Capabilities: Kapabiliteter eller kompetencer drejer sig om evnerne til at forstå og løse en opgave. Kapabilitet betyder talent, ressourcer, typer af kompetencer, handlekraft samt færdigheder mv.

Motivation: Betyder her villigheden til at udføre handlingen. Indre eller ydre drivkraft.
Drive og vilje til at nå målet. 

‘Opportunity Structure’: Hvilke faktorer fremmer eller hæmmer adgang til muligheder? Hvori består de reelle/realistiske muligheder for en given organisation? Mulighedsstrukturen handler også om perception. Altså opfattes en situation som en mulighed eller hvordan opfattes muligheder i netværksstrukturen? Performance påvirkes markant via opfattelsen af mulighedsstrukturen.

Timing eller held: Hvornår er det rette tidspunkt for en handling? Et bestemt resultat kan muligvis påvirkes af visse ’passende forudgående handlinger’. Timing er i denne forstand et ’window of opportunity’. Timing omhandler: Rette tid og sted, opsøge det opportune, opmærksomhed på uforudsete ændringer, reaktion på uforudsete hændelser.